Lad de offentligt ansatte bruges deres sunde fornuft og faglighed

Af Per Nørhave, Dansk Folkeparti, 1.viceborgmester i Ringsted og Regionsrådsmedlem i Region Sjælland

Nu har vi gang på gang hørt, at der skal reduceres i det kæmpe bureaukrati, som eksisterer i dag i den offentlig sektor.

Den siddende regering har – atter – taget det på dagsordenen, som flere regeringer har gjort det tidligere. Lad os så håbe, at det munder ud et positivt og mærkbart resultat denne gang. De øvrige gange er det ikke blevet til de store forenklinger.

Hvis vi skal se det i et historisk sammenhæng, så er det en opfindelse fra Nyrupregeringens side. Nyrup gav den gang embedsmændene den opgave, at de skulle finde på nye initiativer til, hvordan den offentlige sektor kunne styres på en ny måde.

Embedsmændene kom med forslaget om at indføre måltal m.m. Dette uvæsen har vi så levet med siden midten af 1990’erne. Systemet med måltal er blevet mere og mere udbredt i de skiftende regeringer, der har været siden.

De embedsmænd, som udarbejdede systemet har for længst fundet ud af, at det var en stor fejltagelse. Det er der dog ingen, der har lyttet til. Disse embedsmænd skrev en artikel i Politikken den 29. marts 2007 under overskriften ”Tilgiv os – vi vidste ikke, hvad vi gjorde”.

Det er så let at sætte måltal på ting, der skal udfærdiges, i stedet for at bruge sin sunde fornuft.

Det er så let at sætte alting op i kasser og skemaer i stedet for at lade medarbejderne bruge deres sunde fornuft og faglige viden. Det sidste ville ellers være langt at foretrække. Det giver gladere medarbejdere, som kan bruge deres faguddannelse til at hjælpe borgerne på den bedste måde. Det giver mere tilfredse borgere, der så i mange tilfælde får det, de har behov for, i stedet for det, der står i et skema, de kan få tildelt.

Jeg var ansat i politiet i næsten 40 år. En af de første sætninger, vi lærte, var ”hvis der ikke findes en lovregel – så brug din sunde fornuft”. Dette gjaldt i rigtig mange år, men efter politireformen i 2007 blev det tilsidesat og overtaget af mere og mere opfyldning af måltal – ligegyldigt, hvor mærkelige de var. F.eks. var nogle politikredse bagud med antallet af udskrevne bøder for overtrædelse af Færdselsloven sidst på året. Det resulterede i, at samtlige politifolk i december måned blev kommanderet ud på gader og stræder for at notere selv den mindste overtrædelse af Færdselsloven. Det har intet med færdselssikkerhed at gøre. Og intet med sund fornuft at gøre.

Overalt i den offentlige sektor er der i den forbindelse kommet en kultur hos medarbejderne, der siger: jeg må hellere ”krydse af” i skemaet, så er jeg sikker på, at jeg ikke selv kommer i klemme. Det er ikke en kultur, som medarbejderne har opfundet. Den er kommet lige så stille, fordi de skal opfylde måltal og krydse af i skemaer.

Forlad måltals- og skematyranniet til fordel for at lade medarbejderne bruge deres faglige viden og fornuft i det daglige arbejde til glæde for både den offentlige sektor som helhed, medarbejderne og ikke mindst borgerne. Jeg håber, at det lykkes denne gang.